Rasmus Tantholdt: Det betyder Natasja for mig
Rasmus Tantholdt er lykkelig for, at han har Natasja Crone i sit liv. Det fremgår af hans nye bog "65 dage i Ukraine" og dedikationen på første side: "Til Emil og Natasja. Tak for en uforbeholden opbakning. Jeg elsker jer”. Emil er hans 18-årige søn fra ægteskabet med Caroline Boserup.
Det fremgår også af et interview, som BILLED-BLADET har lavet med TV2s krigskorrespondent.
- Jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har en kæreste, som er utrolig sjov. Hold kæft, hun har god humor. Og så er hun skarp og en fantastisk rådgiver for mig. Når jeg er ude at rejse, så taler jeg med Natasja mindst en halv time om dagen. Vi matcher hinanden godt, fordi der er ting, hun er bedre til end mig, og der er ting, jeg er bedre til end hende, siger Rasmus Tantholdt.
– Natasja har en supergod evne til at prioritere. Prioritere i dagligdagen. Hvad er egentlig vigtigt her? Nogle gange kommer jeg til at sige ja til alt muligt, og så tænker jeg, hvorfor fanden sagde jeg ja til det? Hun er god til at fortælle mig: “Rasmus, prøv lige at fokusere på, hvad der er vigtigt for dig og for os alle sammen”. Vi har omsorg for hinanden og passer på hinanden, fordi vi lever nogle gange et travlt liv, tilføjer Rasmus Tantholdt, som den 24. oktober igen rejser til Ukraine for at rapportere fra krigen.
- Jeg er et sted i livet, hvor jeg har ro på det hele. Jeg er et godt sted. Jeg er glad. Den ro er helt klart meget baseret på, at jeg ikke har uro i mit privatliv. Jeg føler mig ekstremt taknemmelig. Alt det gør bare, at jeg også bliver mere rolig. Det gør simpelthen min dømmekraft bedre. Også på jobbet. Jeg er mere velovervejet. Der er endda nogle, der har skrevet til mig, at de kan mærke det på mig, når jeg rapporterer. Jeg er måske lidt mindre hektisk, smiler han.
Læs interview med Rasmus Tantholdt i BILLED-BLADET, der kan købes fra torsdag den 6. oktober.