Rita fra alzheimer-dokumentar: Mit barnebarn gav mig livsmodet tilbage
- Mit barnebarn ringede grædende til mig, da hun havde fået at vide, at jeg skulle opereres for tyktarmskræft. ”Farmor, du er simpelthen nødt til at komme ud til mig”, sagde hun. Hun ville vide alt. Og jeg var nødt til at lade som om, jeg troede på, at jeg ville klare det, forklarer Rita Knudsen og fortsætter:
- Jeg kunne ikke bare sådan lægge mig til at dø, når jeg havde sådan nogle dejlige børnebørn.
Rita mistede Aage til alzheimer i 2016
Rita Knudsen blev kendt, da hun gennem to dokumentarprogrammer ”Rita og Aages sidste dans” og ”Da Aage forsvandt” ærligt viste, hvordan det er at leve sammen med en alzheimer-patient.
En sygdom, som hendes mand Aage var ramt af, og som han døde af i sommeren 2016.
Rita ramt af kræft
Efter en sorgproces flyttede Rita tættere på familien i Viborg, og hun var klar til, at livet skulle gå videre. Men så fik hun den triste besked om, at hun var ramt af tyktarmskræft.
- Jeg tænkte, at når jeg nu skal igennem sådan noget, så er det nok fordi, jeg ikke skal leve længere. Jeg havde lyst til at lægge mig til at dø, fortæller hun i et interview til BILLED-BLADET.
Et opkald fra barnebarnet fik hende dog på andre tanker.
Med i det store Knæk Cancer-show lørdag aften
Og som den fighter, Rita Knudsen er, klarede hun sig – bl.a. med en operation - gennem den frygtelige sygdom og har igen masser af mod på livet.
Et liv, hvor hun gerne deler ud af sine sygdomserfaringer. Både som pårørende til en alzheimer-patient, og som gæst i det store ”Knæk Cancer”-show, hvor Mikkel Beha interviewer hende om kræftforløbet.
Læs hele interviewet med Rita Knudsen i BILLED-BLADET.