Sådan klarer de krisen: Badehotellet må udskyde optagelserne
Stjernerne fra ”Badehotellet” havde glædet sig til at starte optagelser på den nye sæson før sommerferien, men det er lige som meget andet blevet udskudt på grund af coronakrisen.
- Vi skulle have optaget her i juni, men det kommer vi ikke til. Så det er også skubbet, fortalte Amalie Dollerup, da hun tirsdag var gæst i ”Go’aften Live” på TV 2.
- Jeg har lige forhørt mig hos vores producent, og jeg må godt sige det – det bliver til august, at vi skal indspille, afslørede skuespilleren med et smil.
Tilbage til hverdagen
Amalie Dollerup, der har rollen som Amanda i ”Badehotellet”, er godt klar over, at coronavirussen nok også får indflydelse på optagelserne i august.
- Det bliver sikkert anderledes, og vi skal også tage vores forholdsregler på en ny måde, sagde hun og tilføjede:
- Men hverdagen skal jo i gang igen, så vi må finde ud af det.
Ottende sæson af ”Badehotellet” får premiere på TV 2 i 2021.