12. sep. 2023
Af Julie Nolsöe

Sanne fra Landmand søger kærlighed ignorerede symptomerne: Jeg vågnede simpelthen en morgen, og så virkede mine arme ikke

Sanne Madsen
Sanne Madsen
Foto: Anders Brohus/TV 2
Landmanden Sanne fik en yderst ubehagelig helbredsforskrækkelse, da hun vågnede op en morgen og ikke kunne mærke sine arme

48-årige Sanne Madsen er aktuel som én af landmændene i "Landmand søger kærlighed", som leder efter netop dét - den helt store kærlighed at dele livet med.

Og for Sanne passer det rigtig godt ind i det sted, hun er i livet nu, at finde kærligheden.

Men overfor HER&NU afslører hun, at det har taget en personlig rejse for hende at nå hertil. For to et halvt år siden gennemlevede hun nemlig en svær periode med ubehagelige helbredsudfordringer.

– Jeg vågnede simpelthen en morgen, og så virkede mine arme ikke. Altså sådan helt fysisk. Jeg var virkelig bange. Det var simpelthen min krop, der reagerede og sagde, ”nu må du lige tage dig sammen”, fortæller Sanne til mediet om det, der viste sig at være symptomer på stress.

Herefter kom Sanne hurtigt til både psykolog og læge, ligesom hun også fik noget terapi, som involverer heste.

Gennem terapiforløbet kom hun i kontakt med flere svære følelser, blandt andet fra dengang hun som 12-årig mistede sin far til leukæmi.

Efter det svære tab fik hun nemlig ikke hjælp eller støtte fra fagpersoner til at komme gennem sorgen.

I voksenlivet gennemlevede Sanne også en svær tid, da hun i en årrække modtog fertilitetsbehandling, som desværre aldrig lykkedes.

Sanne beskriver det som en kæmpe sorg, at hun aldrig fik børn, og også tankerne om dét svære emne har hun fået hjælp til gennem terapien.

I dag er Sanne et sted, hvor hun sørger for både at passe på sig selv og bearbejde de svære ting i livet.

Hun beskriver overfor HER&NU, at hun føler sig stærkere end nogensinde og er klar til at finde kærligheden.

Læs mere om: