Sara Maria Franch-Mærkedahl i London på sin fødselsdag
Hun fylder 35 smukke år, og på sin fødselsdag er Sara Maria Franch-Mærkedahl faktisk i udlandet.
- Jeg er lige landet i London, siger en glad Sara Maria Franch-Mærkedahl, da BILLED-BLADET fanger hende på telefonen.
Inden afgangen var vejrværten blevet fejret af sine to piger, Kastanje Kirstine på seks og Vega Marie på tre.
- Pigerne havde lavet et flot maleri og en rigtig fin tegning til mig. Jeg elsker af få hjemmelavede gaver af dem. Så kommer det fra hjertet. Så der var en masse hjemmelavede ting på morgenbordet. Kort, flag og en sød fødselsdagssang.
LÆS MERE: Sara Maria Franch-Mærkedahl sælger ud af garderoben
Sara Maria fejrede fødselsdag lørdag
I lørdags fejrede Sara Maria Franch-Mærkedahl fødselsdag med veninderne.
- Ja, sammen med 26 skønne tøser i byen og ude at danse, som jeg jo holder meget af, siger fødselaren, der sidste år vandt "Vild med Dans" sammen med Silas Holst.
For cirka et halvt år siden blev den danseglade vejrvært skilt efter 12 år sammen med Bo Franch-Mærkedahl, som hun har de to døtre med.
Skilsmissen er faldet på plads
- Men vi har det godt alle fire, og jeg er faldet helt på plads i mit nye liv, forsikrer Sarah Maria Franch-Mærkedahl.
Hun bliver i London nogle dage, hvor hun deltager i en workshop.
- Det er i forbindelse med et nyt projekt på TV 2, som jeg ikke kan sige så meget om endnu, siger Sara Maria Franch-Mærkedahl og fortsætter:
- Jeg er rigtig glad for at være vejrvært og for at være på nyhedsgangen på TV 2, hvor jeg har nogle skønne kollegaer, men det bliver også spændende at prøve kræfter med noget nyt.