Scenen alle havde ventet på: Det synes Josephine Højbjerg og Albert Rosin Harson selv om afslutningen på Tinka
24. december sluttede eventyret om Tinka og Lasse. På fem år er det blevet til tre julekalendere, og årets afsluttende afsnit bandt sløjfe på Tinka og Lasses rejse med en scene, som mange tv-seere gennem hele december havde ventet på.
Hvor Tinka og Lasse gennem de to første julekalendere "Tinkas Juleeventyr" og "Tinka og Kongespillet" hurtigt dannede et stærkt venskab, har forelskelsen mellem dem spiret i "Tinka og Sjælens Spejl".
Og det var derfor med knuste hjerter, at Tinka og Lasse måtte sande, at kontakten mellem mennesker og nisser var gået tabt, og menneskets tid forbi. Det var den pris de betalte, for at Lasse kunne overvinde Ingi og hendes onde troldehær.
Men juleaften fandt Tinka endelig løsningen, og mennesker og nisser kunne igen samles.
Og således kunne Tinka overraske en ulykkelig Lasse i en scene, som sluttede præcis som mange havde ønsket. Nemlig med et kys mellem Tinka og Lasse.
Kysset blev julekalenderens endegyldigt sidste billede og satte dermed punktum for juleeventyret i 72 afsnit.
Men en ting er, at seerne bag skærmene inderligt håbede, at julekalenderen ville ende, som den gjorde.
Hvad synes skuespillerne bag Tinka og Lasse, Josephine Højbjerg og Albert Rosin Harson om scenen og afslutningen?
Josephine og Albert er enige
Til TV 2 fortæller Josephine Højbjerg at hun tænkte "Så var den der endelig", da hun læste manuskriptet til sidste afsnit. Hun fortæller også, at hun var glad for, at de først endte som kærester til sidst i denne julekalender.
"Jeg synes, det er godt, at de ikke skulle være kærester igennem hele kalenderen, men at det slutter her" siger hun.
Albert Rosin Harson fortæller, at han synes, at det var en rigtig fin afslutning, som der er blevet skrevet, men at han samtidig blev overrasket over, at den skulle slutte sådan.
"Jeg tror faktisk ikke, jeg havde regnet med det. I de første sæsoner har vi holdt meget fast i, at de bare var venner, men jeg synes, det er en rigtig fin afslutning" siger han til TV 2.
Både Josephine og Albert er altså enige om, at afslutningen var den rette til "Tinka og Sjælens Spejl". Og kigger man på reaktioner på de sociale medier, så er seerne enige med skuespillerne - det var den helt rigtige slutning for Tinka og Lasse.