SE BILLEDET: TV 2-værts bil udsat for voldsomt hærværk
Den 33-årige TV 2-sportsjournalist Christian Müller Bækgaard blev søndag morgen mødt med et syn, der ramte ham lige i maven.
Uden for hans hjem på Østerbro var den lille bil, han bruger til at køre på arbejde i, blevet væltet om på siden, hvorved ruderne er blevet smadret.
- Til jer, der har gjort det: Skam jer! Jeg håber, at I i dag er vågnet med dårlig samvittighed, skriver Christian Müller Bækgaard på sin Facebookprofil.
TV 2-værten fik besked i sommerhuset
På billederne, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, ser man, hvordan TV 2-værtens bil har været udsat for hård medfart.
TV 2-værten fik besked om hærværket, da Københavns politi ringede, mens han var i sommerhus med sin familie.
Skaderne på bilen er ret omfattende, for både vinduer og spejle er knust, og så er hele køretøjet desuden fyldt med buler og ridser.
Gerningsmændene skal findes
Da bilen har ligget på siden med knuste ruder i regnvejr, har den også fået vandskade indvendig, og det er nu umuligt at starte den.
Christian Müller Bækgaard søger nu efter de skyldige igennem Facebook, som han håber er kede af deres usle gerning.
Han sender desuden en hilsen om, at han håber, at gerningsmændene vil fortryde deres udåd mod hans lille bil.