Se det søde billede: Hilda Heick har mødt Michael Olesens lille søn
Sidste år vandt 75-årige Hilda Heick seernes hjerter, da hun deltog i ”Vild med dans” med partneren Michael Olesen.
Parret røg ud i program 9, og nu glæder de sig til at overvære aftenens show sammen. På den røde løber fortalte de om et hyggeligt møde tidligere på dagen.
Michael Olsen, kæresten Joan Divine og deres fire måneder gamle søn, Felix, har nemlig haft besøg af Keld og Hilda Heick.
- Jeg har fået lov til at se Felix i aften. Og sikke en dejlig dreng! Det er første gang, jeg har set ham. Jeg har jo set billeder af ham, men jeg har rørt ved Felix i dag!, fortalte en glad Hilda Heick, mens Michael Olesen indskød:
- Hilda og jeg har snakket sammen næsten fra fødslen og også før. Hun har fulgt med på sidelinjen, men corona har gjort, at hun ikke har kunnet besøge ham før nu.
Reservebedsteforældre
Michael Olsen har lagt et sødt billede på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, fra det hyggelige besøg.
- Keld og Hilda er jo lidt reservebedsteforældre, som kom på besøg. Vi har allerede lavet en aftale om, at Felix skal ud i deres have til sommer og lære at spille fodbold, sagde Michael og tilføjede med et smil:
- Det fantastiske ved at være med i ”Vild med dans” er, at man får nogle tætte bånd, som ikke kan beskrives. Det har Hilda og jeg fået, og det er så dejligt.