Sebastian forlod romantisk weekend før tid: Det skete der mellem ham og Bianca
Der blev så småt taget hul på Bianca og Sebastians romantiske weekend tidligere i ”Landmand søger kærlighed”.
Her gav både Bianca og Sebastian udtryk for, at de inden den romantiske weekend havde set lidt til hinanden.
Sebastian forklarer, at han tog hjem til hende dagen efter deres sidste optagelse før den romantiske weekend.
Siden så de også hinanden til et traktortræk, og så snakkede de om, at de også skulle ses til endnu et traktortræk, hvor de også mødtes.
Da Sebastian en dag var kørt ned for at besøge Casper, som var en af Biancas bejlere, ville han på vej hjem slå et smut forbi Bianca. Her oplevede han, at hun afviste ham.
Det er også noget af det, Sebastian og Bianca taler om under middagen. Hun giver udtryk for, han vil ses for ofte til hendes smag, mens Sebastian ser anderledes på det.
- Det har jeg godt kunnet mærke på hende. Hun har ikke taget initiativ til at se mig. Jeg har skullet lægge op til, at vi skulle ses. Jeg har lyttet til, hvad hun har sagt. Hun har været i sin gode ret til at sige, at hun havde brug for at være sig selv. Det har ikke været mit indtryk, at hun har sagt det. Vi har ikke ses hver dag. Der har været dage, hvor vi ikke har set hinanden, fortæller han til BILLED-BLADET.
Derfor var Sebastian også lidt usikker på, hvordan den romantiske weekend ville blive.
- Jeg havde blandet følelser omkring det, fordi jeg ikke var hundrede procent afklaret, men jeg havde overvejet, om det var dér, det skulle ende. Jeg ville gerne høre hende om nogle ting, inden jeg tog den endelige beslutning, fortæller han.
Det er også noget af det, de kommer ind på under middagen.
- Jeg træder varsomt. Jeg prøvede at forklare min side af sagen. Jeg ville gerne høre, hvordan hun selv så på det. En ting er, hvad hun siger til mig, og en anden ting er, hvad hun reelt føler. Hun havde måske ikke kommunikeret så godt til mig om, hvordan hun reelt set havde det. Det ville jeg høre hende om, fortæller han.
Deres snak er meget følelsesladet og på et tidspunkt er Bianca nødt til at forlade bordet.
- Det er aldrig sjovt at se et andet menneske, som man har holdt af, blive ked af det. Jeg ønsker ikke, hun skal have det dårligt, fortæller han.
Sebastian fortæller under middagen, at han ikke tror, han kan være i en relation med Bianca, og hun giver udtryk for, at hun havde set den komme.
Derfor tager Sebastian hjem fra den romantiske weekend efter middagen.
- Jeg tror egentlig, at nu havde jeg sagt til hende, at det var bedst, vi afsluttede det. Så var der ikke nogen grund til, at vi skulle blive og sove. Vi havde haft samtalen, og jeg tænkte, der var bedst, hun ikke behøvede at vågne op ved siden af mig. Men også for min egen skyld. Nu følte jeg, vi var kommet til en konklusion, fortæller han.
Siden har Sebastian og Bianca ikke holdt kontakt andet end et par enkelte beskeder.
Beskeder er der også i hans indbakke, men det har endnu ikke ført til noget seriøst på kærlighedsfronten.
- Det er ikke, fordi jeg ser nogen seriøst lige nu. Der har været henvendelser. Det er ikke noget, der har ført til en potentiel kæreste. Jeg er ikke afvisende over for dem, der har henvendt sig, men som det ser ud nu, er der ikke noget, fortæller Sebastian.