Sharin Foo: Vild med dans har ændret mig
- Neeej, det kan jeg altså ikke svare på, lød det fra en smilende Sharin Foo, da hun inden ”Vild med dans”-finalen i Horsens fredag aften blev spurgt, hvilket par hun holdt med.
- Det er jo som at spørge, hvem man elsker mest – sin søster eller bror. Jeg holder med dem begge, var den 42-årige sangers endelige svar.
Og det blev, som bekendt, Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen alias Team Glad, der vandt ”Vild med dans 2015”.
Sharin Foo vil holde kontakten med dansepartneren
Og selv om Sharin Foo og hendes dansepartner Frederik Nonnemann ikke kom på sejrsskamlen, var de tydeligvis begge glade for at være tilbage hos ”Vild med dans”-familien og nød aftenen i Forum Horsens.
- Det er skønt at se Frederik igen, og jeg er sikker på, at vi vil holde kontakten, og at han kommer og besøger mig, fortalte Sharin Foo, der til daglig bor i Los Angeles.
Sharin Foo er blevet mere modig
Deltagelsen i ”Vild med dans” har, ifølge Sharin Foo, ændret hende.
- Jeg har fået en anden kropsbevidsthed. Forleden sagde Frederik, at jeg ”turnerer” mine fødder, når jeg går, grinede smukke Sharin Foo og fortalte videre:
- Jeg er blevet mere fysisk bevidst og helt klart også mere modig. ”Vild med dans” skubber dig ud over kanten, og det får en til at rykke sig på mange områder. Så nu må vi se, om det afspejler sig i min sceneoptræden.