
Sidste år skabte det ramaskrig: Nu har Abdel Aziz Mahmoud taget konsekvensen

Da Abdel Aziz Mahmoud sidste år gik på scenen i TV 2-showet ”De største øjeblikke”, var der mange, som spærrede øjnene op.
Værten bar nemlig et outfit, der godt kunne ligne en pyjamas, og det skabte nærmest ramaskrig blandt seerne.

Derfor har 41-årige Abdel Aziz Mahmoud i år taget konsekvensen.
Han styrer igen showet sammen med Cecilie Beck, men denne gang i et mere neddæmpet outfit.
- Jeg tror, at jeg får færre klager i år. Sidste år elskede de unge det, jeg havde på, men andre gjorde ikke, fortalte Abdel Aziz Mahmoud til BILLED-BLADET efter optagelserne og tilføjede med et smil:
- Nu prøver jeg et sæt, der er mere klassisk, men også har et tvist.

Tv-værten havde valgt at iklæde sig en sort blazer og matchende bukser. Han bar desuden en stor halskæde til at give sit look et ekstra pift.
- Det her halssmykke er lavet til mig af Ninna York, så det matcher den ring, jeg har i forvejen, forklarede Abdel Aziz Mahmoud, som nød at lave showet igen i år:
- Det er tredje gang, jeg laver showet. Jeg er altid nervøs, men samtidig var det også sjovere, og der var færre nerver i aften. Det er også meget trygt at lave det sammen med Cecilie.
”De største øjeblikke” sendes på TV 2 mandag d. 30. december kl. 20.

