Silas Holst kørt på skadestuen
Silas Holst og Malena Belafonte blev onsdag ramt af et tilbageslag af de værre i deres forsøg på at vinde Vild med dans-finalen fredag. Silas blev nemlig kørt på skadestuen med et hold i ryggen, skriver BT.
Holdet i ryggen stammer fra en skade fra mandagstræningen, og den udartede sig, så Silas til sidst ikke kunne gå. På skadestuen fik danseren lagt en blokade.
TV 2s underholdningschef Gitte Madsen har en plan klar, hvis danseren ikke bliver klar til finalen.
- Jeg har ikke hørt om Silas' tur på skadestuen, og jeg plejer ellers nok at høre, når der sker noget, siger hun bekymret til BILLED-BLADET. I forhold til finalen ryster hun dog ikke på hånden.
- Det er den kendte, der skal bedømmes, og ikke den professionelle danser. Hvis Silas - eller en af de andre professionelle dansere - ikke kan stille op, så erstatter vi dem med en anden. Det har vi prøvet med Vickie Jo, der forvred knæet og blev erstattet af Mie Moltke med kort varsel, siger Gitte Madsen.