Silas Holst og Jakob Fauerby nomineret til pris, der må udsættes
Silas Holst og Jakob Fauerby
Foto: Hanne Juul
Vild med dans-parret Silas Holst og Jakob Fauerby er nomineret til Danish Rainbow Awards, der er udsat til efteråret.
22. april skulle Danish Rainbow Awards 2020 have været afholdt, men det store arrangement er – som meget andet – udsat på grund af corona smittefaren.
Danish Rainbow Awards afholdes derfor først 30. september i Cirkusbygningen i København.
Årets LGTB+person
I kategorien årets LGTB +person er ”Vild med dans-parret” Silas Holst og Jakob Fauerby nomineret. Det oplyser forperson for Rainbow Business, Niels Lautrup Holm i en pressemeddelelse. LGTB + er en international betegnelse, der dækker over lesbiske, bøsser (gay), bi- og transpersoner. + er for at inkludere andre grupper også.
Skabt verdenshistorie
Motiveringen for nomineringen af Jakob Faurby og Silas Holst er den opmærksomhed, de har skabt som dansepar i ”Vild med dans” 2019.
Foto: Hanne Juul
”Jakob og Silas, skabte positiv opmærksomhed på et virkelig tiltrængt område. Det de har opnået i ”Vild med dans”, er et stort skridt i en positiv retning for LGBT+personer. De har skabt både Danmarks og verdenshistorie med samkønsdans, hvor de samtidig gjorde det så flot og godt, at de vandt, hvilket var fuldt ud fortjent.”