Søren Malling kan genkende sig selv i Hansen fra Graverne: Det slider på ens privatliv
Søren Malling har kunnet ses i et væld af roller på både film og tv de sidste mange år, og nu er han atter aktuel i bedste sendetid.
Denne gang spiller han journalisten Hansen i ”Graverne”, og i andet afsnit bliver seerne introduceret for hans søn, fængselsbetjenten Mathias.
Far og søn har bestemt ikke noget tæt forhold, idet Hansen gennem mange år har prioriteret sit arbejde over familien, og Søren Malling kan godt genkende noget af sig selv i rollen.
- Det kan jeg jo godt. Det er det med at fordybe sig i arbejde og komme sent hjem. Til tider har det måske også været lidt for meget party. Og så det med børn. Jeg kan helt klart genkende det med at være en familie og skulle få både hverdag og arbejde til at fungere. Jeg tror også – og sådan må det også være for mange journalister – at vi som skuespillere går meget op i det, vi laver. Når vi er på arbejde, bruger vi rigtig mange timer på det, og når vi kommer hjem, så skal vi kraftedeme arbejde videre. Det tror jeg ikke, der er så mange, der tænker over, for jeg går jo ikke bare ind foran kameraet. Der ligger også en masse forarbejde, og det er klart, at det også slider på ens privatliv og dermed også på far, mor og børn. Så den del kan jeg sagtens genkende, fortæller serieaktuelle Søren Malling.
Med årene er han blevet bedre til også at holde fri, når han har fri.
- Jeg er også blevet bedre til at tilrettelægge mit arbejde, så det ikke fylder det hele. Så bliver man ikke tosser af det, siger han.
Søren Malling, 60, er gift med kollegaen Petrine Agger, og sammen har de døtrene Carla og Viilbjørk. Søren Malling har derudover sønnen Hjalde fra et tidligere forhold.