Sofie Linde og Joakim Ingversen afviste ham klart: Alligevel får mureren Boris sin vilje
Sofie Linde og Joakim Ingversen er med hjælp fra deres håndværkere og venner igen ved at forskønne sommerhuset Vennely på Langeland.
Men de har lige et hængeparti fra sommeren 2022.
Parret har en glasplade i køkkenet, hvor der er kig ned til kælderrummet.
De har hele tiden haft en plan om, at der skal være noget fedt på gulvet, som de kan juble over at se på, når de sidder i køkkenet.
I sommeren 2022 kom mureren Boris med et forslag om orientalske fliser i et sort/hvid-mønster. Men det afviste Sofie Linde og Joakim Ingversen til Boris’ store fortrydelse.
- Så det er endt med, at vi ikke lægger de mønstrede flisegulv i kælderen. Jeg er ved at græde snot over det, sagde Boris i ”Linde på Langeland” i sommeren 2022.
Men nu må tv-parret altså krybe til korset.
- Sidste sommer foreslog Boris orientalske fliser, men vi endte med at afvise idéen. Heldigvis må man jo gerne tage fejl, fortæller Sofie Linde i programmet.
For da hun og manden pludselig så deres program i tv’et, kunne de se, at de orientalske fliser var det helt rigtige.
- Vi så Linde på Langeland i fjernsynet, og så føltes det helt forkert, at de ikke lå der, uddyber hun.
Da de fortæller det til Boris, bliver han lykkelig.
- Det bliver helt fantastisk, udbryder Boris med et stort smil.
- Så fik du ret, Boris, konstaterer Joakim Ingversen.