7. okt. 2017
Af Lene Skriver Bak

Sofie stjal igen showet i Vild med dans – Simon Jul ude

Fotomontage.
Fotomontage.
Fotos: Lars H. Laursen
For tredje uge i træk indtog Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen førstepladsen med hele 27 i samlet karakter. Simon Jul og Claudia Rex måtte sige farvel.

Sofie Lassen-Kahlke sprang op på bordet og dansede – ikke go go, men jive og hun satte i den grad fut i ”Vild med dans”-studiet med sin festlige dans til John Mogensen-klassikeren ”Fut i fejemøget”.

Hun var sidst på gulvet, men åbnede sit eget bal med at danse alene på et bord og efter et kækt kig til trussen med påskriften ”Sofie”, sprang hun ned og gav den gas med Michael Olesen, der uden tvivl havde glædet sig. Jive er nemlig hans yndlingsdans.

Parret dansede sig til 27 i samlet karakter fra dommerne, én højere end Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard, der dansede sig til 26 i samlet karakter for deres rumba til Tommy Seebach-nummeret ”Under stjernerne på himlen”.

I den anden ende af skalaen var det igen Réne Holten Poulsen og Jenna Bagge, der lå sidst efter at have danset sig til en samlet karakter på 14, og parret måtte tage til takke med ét point inden seernes sms’er blev regnet med.

Trods sidstepladsen slap René og Jenna for den frygtede omdans.

I stedet blev det Simon Jul med dansepartneren Claudia Rex og Mie Ø. Nielsen med Mads Vad, der måtte på gulvet igen.

Og denne gang gik den ikke for Simon Jul, der ellers har overlevet omdansen et par gange.

Læs mere om: