Som snydt ud af næsen på mor! Sara Lygum havde datteren med på den røde løber for første gang
Smilet var ekstra stort hos Sara Lygum, da hun ankom til optagelserne på TV 2-showet ”De største øjeblikke” i Operaen.
Den fynske boligekspert havde nemlig en helt særlig pige ved sin side – datteren Astrid på 12 år.
Og det var da også nemt at se ligheden mellem de to, for Astrid er nærmest som snydt ud af næsen på sin kendte mor.
- Ja, det er svært ikke at se, at vi hænger sammen, lød det med et grin fra Sara Lygum.
Det var første gang, at Sara Lygum havde sin datter med på den røde løber.
- Det er sjovt at være med i aften, sagde en lidt genert Astrid, mens mor indskød:
- Hun har glædet sig. Storebror var med til showet, da han var 11 år, og sidste år var min kæreste Jonas med. Nu fylder Astrid snart 13 år, så hun sagde ”det er mig nu”, og ja, det er det!
Værten på ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” glædede sig også til en hyggelig aften med sin søde datter.
- Vi skal sove på hotel i København, og det er faktisk første gang, at vi skal sove på hotel sammen bare hende og mig, lød fra en glad Sara Lygum.