Sproget driller endnu: Peter Ingemann varmer op til Størst-premiere med herlig video
Hvis man er en af de mange danskere, der gennem årene har fulgt med i Peter Ingemanns skønne programmer, vil man vide, at tv-værten har visse udfordringer med det engelske sprog.
Han har blandt andet brilleret med vendinger som "Something different than hitting the cat of the tønne" og "It’s like a big red spet".
Om en uge kan seerne igen opleve Peter Ingemann på skærmen, når det populære TV 2-program "Størst" vender tilbage efter flere års pause.
Og i den forbindelse har tv-værten postet en skøn video på Instagram med klip fra den kommende sæson.
Her fremgår det tydeligt, at Peter Ingemann er klar over, at han ikke altid rammer helt plet med det engelske sprog.
Men det afholder ham naturligvis ikke fra at starte en samtale med mennesker over hele verden - og i kommentarsporet til videoen vælter det da også ind med beskeder fra folk, der ser frem til den nye sæson og som er vilde med Peter Ingemanns særlige vendinger.