20. nov. 2015
Af Lene Skriver Bak
Stephania og Ena klar til Vild med dans-finalen
Finaleparrene: Ena & Thomas og Stephania & Morten.
Fotos: Hanne Juul / BILLED-BLADET
”Vild med dans”-finalen bliver mellem Stephania & Morten og Ena & Thomas. Faxe trak det korteste strå og måtte sige farvel efter semifinalen.
Tre par og seks danse var på programmet, da ”Vild med dans” bød op til semifinale.
Det blev en danseaften med høje dommerkarakterer og en sjov gimmick med en stol, der skulle tages med i parrenes anden dans, der var henholdsvis charleston, lindyhop og twist.
Efter dommernes mening skulle Stephania og Morten videre sammen med John Faxe og Karina med henholdsvis 71 og 70 point samlet, men Ena og Thomas lå så tæt på andenpladsen, som de kunne med deres 69 point samlet.
Efter seernes sms-stemmer var talt op, stod det klart, at dommernes stemmer ikke var nok. John Faxe måtte sammen med Karina Frimodt sige tak for nu med en flot tredjeplads.