8. okt. 2024
Af Majken Munk

Svend fik flere kys i Landmand søger kærlighed: Derfor skete det ikke for rullende kamera

Svend samt Tine B og Svend i "Landmand søger kærlighed"
Svend samt Tine B og Svend i "Landmand søger kærlighed"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
Selv om det ikke skete for rullende kameraer, sætter Svend ord på sine første kys i ”Landmand søger kærlighed”, men også på, hvorfor det ikke ses i programmet.

I ”Landmand søger kærlighed” er der hjemme hos Svend lagt i kakkelovnen til en hyggelig middag.

Han skal introducere sine tre bejlere for sine to gode veninder.

- Det var dejligt, de gad at møde op og hilse på dem. Og at de også kunne give et besyv med om, hvem de havde som favoritter, fortæller Svend til BILLED-BLADET.

Den 46-årige landmand håber selvfølgelig, at veninderne vil give et bud på, hvem de synes, han passer bedst med.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-10-08/Foto---Anders-Brohus_TV-2.jpg_middagsvend.jpg
Foto: Anders Brohus/ TV 2

Og det gør veninderne også, og de peger på, at Tine B ville være et godt match.

- Det var da godt nok, at de kom med et bud. Det var da fint. Det var sjovt at høre, hvad andre mente er det bedste match for mig. Det er jo ikke sikkert, jeg er enig. Der skal jo være kemi, fortæller han.

Alligevel må veninderne have haft fornemmelse for noget. For der opstod amoriner mellem netop Svend og Tine B senere på aftenen.

- Den er ikke så lang den historie. Hun gav mig bare et kys, inden hun smuttede i seng. Det var Tines initiativ. Hun synes, jeg skulle have sådan et, fortæller Svend på sin egen jyske facon.

- Jeg var ikke lige forberedt på det, men det var godt nok. Som Lene har sagt, skulle de sørge for at komme fremad, uddyber han.

Men det bliver ikke kun ved det ene kys, for det gentager sig morgenen efter, hvor Tine B er ude at gå en morgentur.

- Ja, da hun gik tur, snakkede vi, og så fik hun et kys igen, fortæller han.

Seerne vil måske føle sig lidt snydt, for ingen af kyssene er sket for rullende kamera. Men det er der nu en meget praktisk grund til.

- Det var, fordi kameraholdet var taget hjem. Så den er ikke længere. Det andet var, før de var kommet, fortæller han grinende.

Dagen efter byder dog ikke kun på kys, for Svend står også for et valg. Han skal sende endnu en bejler hjem.

- Det var ikke et nemt valg, for det er tre stærke kandidater. Jeg skulle jo vælge en fra, så jeg skulle finde ud af, hvem jeg troede mest på, og hvem jeg troede mindst på, fortæller han.

Valget falder på Michelle, der sendes hjem.

- Det var nok, fordi hun var mere stille, selv om jeg syntes, hun blomstrede op. Jeg skulle jo have fundet én, og det blev hende, fordi der var mere skub i de andre. Der er ikke et ondt ord at sige om Michelle. Hun var vældig tiltalende. Det var millimeter, der gjorde det, fortæller han.

Læs mere om: