Tammi Øst fra Valdes Jul: Her er hendes kendte mand og bonusdatter
Tammi Øst har spillet mange roller gennem sit liv, men det er først i en alder af 65 år, at hun har fået sin debut i en julekalender.
Skuespilleren kan opleves som klasselæreren Ulla, der er den nye vikar i Valdes klasse.
- Jeg kan rigtig godt lide julekalendere, så på den måde er jeg glad for at være med i en. Og det er nogle meget søde børn, jeg spillede sammen med, siger hun med et smil til BILLED-BLADET.
Gift i 10 år
Tammi Øst har tidligere medvirket i en lang række tv-serier, blandt andet ”Taxa”, ”Ørnen”, ”Anna Pihl”, ”Forbrydelsen III” og ”Dansegarderoben”.
Det var i TV 2-serien ”Dansegarderoben”, at hun spillede sammen med et nært familiemedlem, nemlig hendes kendte ægtemand.
Siden 2013 har Tammi Øst været gift med skuespilkollegaen Jens Jørn Spottag, som havde en lille rolle i serien, hvor hun selv spillede sekretæren Moneypenny.
Her ses parret, da de tidligere på året var på den røde løber til Årets Reumert.
Med i Badehotellet
Tammi Øst har også en kendt bonusdatter. Det er naturligvis Jens Jørn Spottags ældste datter, Ena Spottag, som han har med ekskonen Dea Fog.
38-årige Ena Spottag er særligt kendt for at spille Martha i ”Badehotellet”, men hun har også haft roller i flere andre serier, blandt andet ”Dansegarderoben”.
Tammi Øst har selv to børn, Rasmus og Andrea, fra ægteskabet med skuespilleren Mikael Birkkjær.