Tantholdt lettet over Jeppe Nybroes frigivelse
TV-journalisten Rasmus Tantholdt føler en utrolig lettelse efter frigivelsen af den tidligere nyhedsvært, 40-årige Jeppe Nybroe, der i en måned blev holdt som gidsel i det urolige Syrien.
- For det første er Jeppe jo ikke bare min kollega; han er også min ven, siger Tantholdt til BT. – Derfor har det påvirket mig meget. Jeg er utrolig lettet over, at han er blevet frigivet.
- Det kunne være sket for alle danske journalister, der arbejder i de områder, fortsætter Rasmus, der selv er gift med kollegaen Cecilie Beck. – Jeg ved, at Jeppe har passet på sig selv, lige som vi alle sammen gør. Men man kan ikke forudse alt. Man kan også få en mursten i hovedet, når man går på gaden, siger Tantholdt til BT.
Jeppe Nybroe har endnu ikke selv fortalt om sit lange ophold i fangenskab, men hans familie siger, at han efter omstændighederne har det godt.