Thomas fra DRs Rigtige mænd: Godt vi fik renset luften
De fem gæve håndværkere fra DRs "Rigtige mænd" var onsdag aften ved at miste grebet om deres fælles projekt; at træne op til et superhårdt mandehørms løb.
Uglerne i mosen opstod, fordi mekanikeren og holdets alderspræsident Flemming Enggaard - ifølge de fire andre, trænede for meget i forhold til den plan, de havde fået udstukket af mentor Jacob Søndergaard. Og det nagede de andre i gruppen, som følte, det truede holdånden.
Mandfolkesnak fik renset luften
I onsdagens program fik de fem mandfold heldigvis en god snak, selv om det var lidt svært at få taget hul på bylden.
- Vi fik renset luften og justeret holdånden. Så handlede det ellers bare om at komme videre, for vi havde ikke brug for at spilde mere tid på den slags, fortæller asfaltøren Thomas Østergaard fra Middelfart.
For Thomas var det overraskende at se, hvor tilgroet haven var hjemme hos sundhedsapostlen Jacob Søndergaard, der satte hele flokken til at tynde ud i sin have. Budskabet var, at havearbejde er sund motion.
- Personligt går jeg meget op i at passe min egen græsplæne på 3.300 kvadratmeter. Jeg slår den både på kryds og tværs, så der bliver et pænt mønster, forklarer Thomas.
Tabte til ældre atleter
Sammen med de fire andre sværvægtere havde Thomas også en god dag på Odense Atletikstadion, hvor de fem kraftkarle skulle dyste mod fem ældre master-atleter.
- Det var en rigtig hyggelig og sjov dag. De var vildt søde, men det er jo aldrig sjovt at få tæv, indrømmer Thomas, der ligesom de andre måtte se sig slået i alle fem discipliner, som de dystede i.