24. mar. 2025
Af Simone Baadsgaard

For ti år siden var det utænkeligt: Nu tør Morten Spiegelhauer slippe kontrollen

Det var grænseoverskridende for Morten Spiegelhauer at være med i TV 2-programmet "Shaolin".
Video: Gregers Overvad
Hør om tv-værtens overvejelser om at deltage i ”Shaolin” i videoen herover.

- Falder jeg igennem? Og kan jeg vise mit sande jeg, uden at blive lagt for had?

Sådan lyder spørgsmålene fra journalist og vært på ”Operation X”, Morten Spiegelhauer, da BILLED-BLADET møder ham til pressemøde forud for den nyeste sæson af TV 2-programmet ”Shaolin”.

I programmet er ni kendisser taget til Sydkorea for at leve som autentiske Shaolin-munke. Her skal de dyrke kung-fu og meditere som en del af deres faste hverdag i 12 dage.

Og for Morten Spiegelhauer, der er vant til at levere samfundsrelevant tv, var det en grænseoverskridende oplevelse.

Han er nemlig meget bevidst om, hvordan han fremstår, og hvordan han bliver opfattet af andre. Derfor var han i tvivl om, hvordan seerne ville tage imod en helt anden – og mindre konfrontatorisk - side af ham.

- For 10 år siden havde jeg ikke sagt ja til det her, fortæller han og understreger, at det har krævet et vist mod at sige ja alligevel.

Hør ham fortælle om sine overvejelser i videoen i toppen af artiklen.

Du kan se ”Shaolin” hver mandag på TV 2 Play og TV 2.

Mere om: