Cille blev valgt fra af Kasper i Kærlighed hvor kragerne vender: Derfor blev jeg så ked af det
Det er tydeligt at mærke på Kasper Krogh Bendixen, at han står overfor et svært valg i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Han skal beslutte, hvem han vil være sammen med at Cille og Christie. Da han vælger Cille Sauer fra, bliver hun enormt ked af det.
Rystende nervøs
Kasper Krogh Bendixen har inden sit valg været på romantisk date med begge sine piger i Knuthenborg Safaripark.
Efter de to dates skal han tage sit valg, og inden da sidder Cille Sauers nerver udenpå tøjet.
- Jeg havde meget uro i kroppen inden Kasper skulle tage sit valg. Jeg vidste ikke om jeg var købt eller solgt. Jeg håbede da han ville vælge mig, men jeg vidste slet ikke hvor jeg havde Kasper eller Christie henne og det gjorde mig meget nervøs, fortæller Cille Sauer til BILLED-BLADET.
Ville hjem
Kasper Krogh Bendixen står foran Cille og Christie, som han skal vælge imellem. Han forklarer, at han følger sin mavefornemmelse og går med Christie.
Det rammer Cille Sauer hårdt, der mest af alt har lyst til at komme væk derfra.
- Jeg havde bare lyst til tage hjem. Jeg kunne slet ikke forstå det valg, han tog, det var virkelig dumt, fortæller hun og forklarer, af hun fik en krammer af en fra tv-holdet.
- Jeg blev virkelig sur, irriteret og frustreret. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, om jeg skulle grine eller græde af det. Det var virkelig en lortedag, for da vi ankommer til Knuthenborg safaripark, tabte jeg min telefon, så den gik i stykker, og efter et par timer bliver jeg så valgt fra, uddyber hun.
Meget ked af det
24-årige Cille Sauer forklarer også, at hun udover sin vrede også bliver rigtig ked af det.
- Jeg bliver meget ked af det. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive så ked af det. Det var så intenst det hele. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg havde mig selv henne. Da jeg pludselig blev valgt fra, går det op for mig, at der måske var noget rigtigt imellem os. Det var svært at stå i, fortæller hun.
Selv om Cille Sauer bare vil hjem, kører produktionen hende tilbage til hotellet, hvor deltagerne bor.
Hvordan det derfra kommer til at gå mellem Cille Sauer og Kasper Krogh Bendixen, kan ses i finaleafsnittet af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, der sendes 10. maj på TV 2.