Tobias ønskede det, men fik ikke lov: TV 2 forklarer situation i Kærlighed hvor kragerne vender
Tobias havde inviteret sine tre piger Rikke, Sandra og Stine på en date i hans kolonihave, hvor de fik jord under neglene.
Efter daten skal han beslutte sig for, hvem han skal sende hjem.
I programmet spørger han pigerne om betænkningstid, men i virkeligheden var det bare et tv-trick.
- Det er programmets gang. De bad mig om: ”Gider du ikke lige at sige det”. De skal filme noget, der lægger op til dramatik, fortæller Tobias til BILLED-BLADET.
For Tobias var ikke i tvivl om, hvem han skulle sende hjem. Faktisk ville han gerne have givet udtryk for sine tanker endnu tidligere.
- Fra festen af vidste jeg godt, hvor Stine i mine øjne stod, men jeg måtte for produktionen ikke afklare det med hende inden daten i kolonihaven, hvor jeg kunne få lov at sige det til hende. Produktionen fortalte mig, at jeg skulle vente med at fortælle om mine tanker eller vise dem over for Stine, før det passede i programmets gang. Det var ærgerligt, men det er sådan, programmets gang er, fortæller Tobias.
TV 2, der står som afsender på ”Kærlighed hvor kragerne vender”, mener, at at programmets gang styres, så det tilgodeser de medvirkende på bedst mulige vis.
- Inden optagelserne begynder, laver produktionen aftaler med de medvirkende om forløbet, så de ved, hvor mange kvinder de skal date og i hvor lang tid. Det gør vi ikke for at give nogen mundkurv på, men for at sikre, at vi kan lave en velfungerende programserie på ti afsnit, hvor seerne kan følge ordentligt med. Samtidig giver det kvinderne, som kommer langvejs fra, en fair chance for at folde deres personlighed ud og vise, hvem de er, og hvad de søger hos en potentiel kæreste. Vi ønsker dog altid at være lydhøre og i dialog med vores deltagere omkring eventuelle andre måder at gribe tingene an, lyder det fra TV2-redaktør Mads Volck i et skriftligt svar til BILLED-BLADET.
Årsagen til, at det blev Stine, han valgte fra, var, fordi han synes, han har bedre kemi med både Rikke og Sandra.
- Allerede til festen så jeg, at Stine trak sig tilbage, og det ved jeg ikke lige helt… men det satte nogle tanker i gang om, hvor hun stod. Hun virkede bare ikke så interesseret. Så ville jeg hellere lægge mit fokus, hvor jeg har størstedelen af min interesse. Kemien var bare bedre med Sandra og Rikke, men jeg er glad for at have fået oplevelsen sammen med Stine, fortæller han.
Tobias er også klar over, at det har påvirket hans måde at være på, at han har opfattet Stines opførsel som om, hun trækker sig.
For han har nok haft favoritter i Rikke og Sandra undervejs.
- Jeg tror godt, at jeg har vidst, hvem der var mine favoritter. Der vil naturlig være ekstra opmærksomhed til dem. Det er meget normalt. Det har pigerne sagtens kunne mærke, konkluderer han.