Trist Nukâka Coster-Waldau: Det giver et stik i hjertet
Nukâka Coster-Waldau er lige som tre af sine kolleger i ”Vild med dans” gået i selvvalgt corona-isolation, og hun kommer derfor ikke til at danse sin planlagte pasodoble i TV 2-showet fredag den 6. november.
- Denne situation er ude af vores hænder, og sikkerhed kommer absolut først - så selvfølgelig skal vi passe rigtigt godt på hinanden og ikke være blandt folk, indtil vi har 100% vished om, at vi alle fire er coronafri, selv om vi selvfølgelig havde glædet os utrolig meget til at fyre den max af sammen med alle de andre i aften! Så det er selvfølgelig med et lille stik i hjertet, at jeg stiller danseskoene og pasodoblen på pause, siger Nukâka Coster-Waldau til TV 2 og fortsætter:
- Alle har vidst, at denne situation kunne komme før eller senere under denne dumme pandemi, og nu er det desværre nu, det sker. Så nu handles der, og den rigtige beslutning er taget, som selvfølgelig er absolut sikkerhed først.
Vil føge med fra sofaen
49-årige Nukâka Coster-Waldau håber snart, at hun er tilbage i danseskoene og kan danse videre med partneren Silas Holst, som også er i corona-isolation.
- Hvis vi skal se positivt på det, er det jo vidunderligt, at programmet har kunnet køre, og vi alle har kunnet deltage med alle forholdsreglerne trods verdenens rasen derude indtil nu. Jeg er så taknemlig over, at jeg har fået lov at danse med så længe og har ELSKET hver en dans, og jeg satser kraftigt på, at vi alle fire er raske og vil være stærkt tilbage i ”Vild med dans”- studiet på næste fredag, fortæller skuespilleren til TV 2 og tilføjer:
- Og så vil jeg nyde de syv smukke dansepar hjemme fra min stue i aften og måske bruge den pludselige "pause" til at soignere vores to små hunde og min bil, som alle tre i den grad er lidt forsømte hvad angår rengøring i denne travle dansetid. Og hvis jeg ikke kan undvære "smerten" i fødderne, kunne jeg jo gøre de praktiske ting med danseskoene på – ja, det vil jeg gøre, kan jeg mærke.