Trist nyt fra Landmand søger kærlighed-parret: Svend og Maryna er gået fra hinanden
Svend Kirkegaard Hansen drømte om at finde den eneste ene, da han medvirkede i ”Landmand søger kærlighed” i 2020.
Den vestjyske landmand fik dog kun tre breve i programmet, men det var ligegyldigt, for Maryna Varkholiak var én af dem, der gerne ville i kontakt med landmanden.
Nyt fælles hjem hos Svend
Der opstod sød musik mellem de to, og kærligheden blomstrede i en sådan grad, at de hurtigt blev kærester.
Hun flyttede ind på hans gård i efteråret 2020, men det blev der hurtigt lavet om på. Parret besluttede nemlig at rive den gamle gård ned og bygge et nyt stuehus, som de i fællesskab har besluttet, hvordan skulle se ud. I mellemtiden flyttede de i campingvogn ude i haven.
Ikke desto mindre kommer Svend og Maryna ikke til at få en fælles hverdag i deres helt nye hjem, for parret er desværre gået fra hinanden.
Det fortæller Svend i en ærlig video, som Maryna har delt på sin Instagram-profil.
Har ikke kunnet løse problemerne
Her fortæller landmanden, at der har været nogle uoverensstemmelser mellem ham og Maryna, som de ikke har kunnet løse, og derfor har de besluttet at gå hver til sit.
- Vi er begge to kede af det, men der var nogle knaster, som vi ikke kunne løse. Udover det vil vi ikke sige så meget, da det er privat, men vi syntes, at vores følgere skulle vide det, forklarer Svend over for Ekstra Bladet.
Han bliver boende i det nybyggede hus, mens Maryna er flyttet tilbage til sin gamle bolig i Nordjylland.