TV 2 afslører: Det sker med Vild med dans
Den populære dansekonkurrence ”Vild med dans” plejer at få premiere i september, men i år må fans af programmet vente lidt længere.
Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse, hvor de oplyser præcis, hvornår programmet får premiere. Datoen bliver fredag den 2. oktober.
”Vild med dans” bliver skubbet, fordi der først skal sendes et andet danseprogram på TV 2, nemlig ”Den vildeste danser”. Det får premiere den 7. august og sendes otte fredage i træk.
Dans i julemåneden
TV 2’s sendeplan har ændret sig på grund af coronakrisen, og det betyder, at finalen i ”Vild med dans” nu kommer til at løbe af stablen lige inden juleferien.
- Jeg har en god fornemmelse af, at december og ”Vild med dans” kommer til at klæde hinanden rigtig godt, siger underholdningsredaktør på TV 2, Thomas Richardt Strøbech, i pressemeddelelsen.
Det bliver igen i år Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller, som er værter på programmet.