TV 2 er igen klar med Tour de France - dog med en markant ændring
Danmark overtog nærmest Tour de France sidste år, der tog sin start her i landet.
Ikke nok med den danske gule tour-feber begyndte på hjemmebane, så toppede den, da danske Jonas Vingegaard kunne køre over sidste etapes målstreg som årets vinder.
Det er en af sommerens store traditioner på TV 2.
Og kanalen blænder naturligvis op for det franske cykelløb igen denne sommer fra den 1. juli.
Men ifølge en pressemeddelelse fra TV 2 er alt ikke helt, som det plejer.
For der er én markant ændring ved årets Tour de France, når seerne skal følge med hjemme fra stuerne.
Under dette års Tour de France er der nemlig mulighed for at lytte med på radiokommunikationen hos de deltagende cykelhold.
Det er noget som glæder Tour-kommentator Dennis Ritter.
- Det er et spændende, nyt element, som jeg håber, kan give noget ekstra til vores dækning af Tour de France, fortæller TV 2s cykelkommentator Dennis Ritter i pressemeddelelsen.
Praktisk fungerer det sådan, at det franske tv-selskab France Télévisions, der producerer Tour de France, får frit adgang til kommunikationen, der bliver samlet i deres sendevogn.
Herfra sidder en række moderatorer og vurderer, hvilke informationer, der kan og er nyttige nok til at blive delt med seerne.
- Vi håber, det vil give danskerne et endnu større indblik i det taktiske spil på holdene i Tour de France. I forvejen er vores kompetente kommentatorer og eksperter fantastisk dygtige til at forklare det, men det skulle gerne give ekstra kolorit på hele seeroplevelsen at høre en sportsdirektør blæse til angreb eller bande over, at et udbrud ikke er kørt ind endnu. Vi prøver hele tiden at optimere vores produkt og håber, at det her er en knap, som der kan skrues op for, fortæller John Jäger, som er TV 2s chefredaktør på Tour de France.
Når TV 2 sender Tour de France er det med en ny vært i TV 2s Tour-studie.
Det er den tidligere reporter Søren Reedtz, som seerne har været vant til at se i mange år, når kanalen har sendt interviews med rytterne. Nu indtager han i stedet værtsrollen.
Han får besøg af en lang række eksperter i studiet.
I kommentatorboksen er det igen Dennis Ritter, Rolf Sørensen samt eksperterne Emil Vinjebo og Christian Moberg på skift.
”AftenTour” er igen med Rasmus Staghøj og Lars Bak ved roret.