28. jul. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 er klar med ny krimi: Det skal du vide om Graverne

Graverne
Graverne
Foto: Morten Bengtsson
Søndag er der premiere på TV 2's nye journalistiske krimiserie "Graverne", som blandt andre Mille Dinesen og Søren Malling spiller med i.

Sommeren har budt på masser af sport i fjernsynet, men nu er TV 2 også klar med godter til alle dem, der er vilde med krimi.

”Graverne” er titlen på den nye journalistiske krimiserie, hvor man følger en redaktion bestående af graverjournalister. De laver tv-programmet ”Brændpunkt” og har tidligere vundet en Cavling, men nu står redaktionen til at måtte lukke, hvis ikke de undersøgende journalister finder en ny historie at grave i.

Heldigvis modtager holdet med Liv i spidsen et anonymt tip. Det handler om det nyetablerede og topmoderne fængsel, Gaudehøj, og graverne ledes på sporet af en hemmeligholdt afdeling og en række indsatte, der sidder under umenneskelige forhold.

Seriefotos fra TV 2-serien "Graverne".
Mille Dinesen som Liv.
Foto: Henrik Ohsten/TV 2

For at redde ”Brændpunkt” sætter redaktionen alt ind på at komme til bunds i historien, og de indsætter derfor muldvarpen Mathias, der i virkeligheden er fængselsbetjent, og som i øvrigt er søn af Hansen – redaktionens papirnusser.

Opklaringsarbejdet får store personlige konsekvenser for alle i gravergruppen, og de må alle overveje, om det er prisen værd at få historien frem.

I rollen som Liv kan man opleve Mille Dinesen, mens Hansen spilles af Søren Malling. Livs mand, Adam, der også er hendes kollega, spilles af Afshin Firouzi. Praktikanten på ”Brændpunkt” spilles af Clint Ruben, mens redaktionens fotograf og tekniker, Chris, spilles af Johanne Milland. Lila Nobel spiller Alice, som også er en af graverne, mens Kenny Duerlund spiller muldvarpen Mathias.

I mindre fremtrædende roller kan man opleve blandt andre Filippa Suenson, Tina Gylling, Kasper Leisner, Michael Asmussen og Kathrine Greis-Rosenthal.

”Graverne” er skrevet af Jenny Lund Madsen. Hun har tidligere været forfatter på tv-serierne ”Bedrag”, ”Rita” og ”Kometernes Jul”, ligesom hun også står bag filmen ”Meter i sekundet”. Hun har også skrevet kriminalromanen ”Tredive dages mørke”.

Der kommer seks afsnit af ”Graverne”, og man kan se med på TV Play fra søndag den 28. juli og på TV 2 fra mandag den 29. juli.

Seriefotos fra TV 2-serien "Graverne".
Foto: Tine Harden/TV 2

Læs mere om: