TV 2 løfter sløret: Disse julekalendere sendes i 2023
Det har endnu ikke været halloween, men ikke desto mindre kan man allerede købe julesager og julegodter i butikkerne rundt omkring.
Om knap halvanden måned er det 1. december, og mange glæder sig til at læne sig tilbage i sofaen og se nogle af årets mange julekalendere.
TV 2 løfter nu sløret for, hvad man kan glæde sig til at se på deres platforme – og der er spændende ting i vente for både børn og voksne.
TV 2’s nye decembersatsning er ”Valdes Jul”. Julekalenderen handler om Valde, der bor sammen med sin familie på Egebjerggård, og hvert år holder de julemarked, hvilket Valde elsker. Men glæder smuldrer, da han finder ud af, at hans mor og morfar har sat gården til salg. Valde vil forhindre salget, og da den mystiske pige Tala dukker op fra skoven, kommer han på sporet af en familiehemmelighed.
Traditionen tro byder december måned desuden på et gensyn med Pyrus, og i år er det ”Alletiders Jul”, som TV 2 har fundet frem fra gemmerne. Julekalenderen fra 1994 er den første i rækken, og det er den, hvor Pyrus kommer til at trylle den mystiske Freja frem, hvilket er tæt på at spolere hele julen.
Et andet sikkert hit er ”The Julekalender”, som man igen i år kan se på TV 2 Charlie hver aften. Julekalenderne med nisserne Fritz, Hansi og Günther blev sendt første gang i 1991, og her 32 år efter er den stadig et sikkert hit.
Der er endnu halvanden måned til den 1. december, men allerede i november har TV 2 julegodter til seerne.
Fra den 1. november kan man nemlig se eller gense ”Jul i Valhal” på TV 2 Play. Den blev sendt første gang i 2005.
De voksne kan ligeledes tælle ned til december med en god julekalender, for på TV 2 Play kan man i november se ”Juletestamentet” fra 1995. I den medvirker blandt andre Paprika Steen, Sidse Babett Knudsen, Lotte Andersen, Lars Brygmann, Timm Vladimir og Morten Hauch-Fausbøll.