TV 2 med glædelig nyhed: I aften vender populært program tilbage på skærmen
Har du savnet klichéfyldte mæglerfraser som ”blot et stenkast fra vandet” og ”balsam for sjælen” – så er der godt nyt.
Allerede i aften vender det populære TV 2-program ”Vandkant til salg” nemlig tilbage på skærmen med en 5. sæson.
I boligprogrammet følger seerne fem vandkantsmæglere, der befinder sig i hver sin landsdel, og derfor sælger vandkantsboliger til danskere med forskellig pengepung.
Den femte sæson af programmet byder på et glædeligt gensyn med mæglerparret Farnaz og Lars Elbæk, Jonna Harbo fra Brejning, Adam Schnack samt far og datter fra Falster, der sammen sælger huse i ferieparadiset Marielyst.
I premiereafsnittet skal Jonna besvare fanbreve, inden hun besøger et idyllisk sommerhus ned til Vejle Fjord.
Lars Elbæk derimod må sænke prisen på "Furesøens dronning" i Holte, og så er der travlhed hos far og datter i familieforetagendet på Falster, når de skal sælge et hyggeligt kolonihavehus.
Første afsnit har premiere i aften klokken 20:40 på TV 2 Fri og på TV 2 Play.