Uffe Holm til Vild med dans: Jeg prøver at leve sundt
- Det er så hyggeligt at være her igen, og jeg var så glad for, at jeg ikke skulle lave noget i aften, så jeg kunne hjælpe med den gode sag. Jeg har en tante, der har haft kræft, og så prøver jeg selv at leve sundt – jeg har netop været på en kur, hvor jeg er blevet udrenset, fortalte Uffe Holm, da han ankom til ”Vild med dans”-studiet for at hjælpe til i call-centeret med at samle penge ind til Knæk Cancer.
Uffe Holm fortalte også, at han stadig har kontakt med Karina Frimodt, som han blev nr. 2 sammen med i sidste års ”Vild med dans”, og deres børn er næsten jævnaldrende – Uffe Holms datter Holly er 10 måneder og Karina Frimodts søn James er et halvt år, så de har ikke kun dansen som samtaleemne.
- Personligt er det helt fantastisk at være her i studiet igen og mærke stemningen hos de andre, det er så skægt, tilføjede Uffe Holm, inden han gik ind for at tage plads i call-centret.