Undrer du dig også? Nu reagerer Lene James Mikkelsen – og hun giver skoene skylden
Lene James Mikkelsen kunne slet ikke skjule sin begejstring, da Anna Munch og Eugen Miu fredag aften gik på gulvet i den afrikanske dans ndombolo.
”Vild med dans”-dommeren var så imponeret, at hun gav parret sit første 10-tal.
- Jeg synes, at de fortjener det. Det var så godt, og som jeg sagde, jeg så næsten kun Anna. Hun var ikke bedre end Eugen, men hun var fuldt ud på højde med ham, og han er en super god danser. De var bare så gode, sagde en glad Lene James Mikkelsen til BILLED-BLADET efter showet.
Da Anna og Eugen skulle danse aftenens anden dans, en argentinsk tango, var den 66-årige dansedommer dog knap så imponeret.
Hun gav parret karakteren 8, selv om de fik mange flotte ord fra dommerne.
Men hvorfor fik det unge, talentfulde ”Vild med dans”-par ikke endnu et 10-tal? Ja, det kom Lene James Mikkelsen med en forklaring på.
- Det var faktisk, fordi en af de ting, der er vigtige i en argentinsk tango, er, hvor smukt ens fødder og ben bevæger sig, sagde dommeren og uddybede.
- Der syntes jeg, at Anna havde valgt nogle sko, som ikke passede helt til dansen. Normalt ville det være meget, meget høje hæle og måske røde eller sorte laksko, og der var hun i nogle almindelige og lidt flade sko. Så det hjalp hende ikke til at udtrykke fødderne så godt, som hun sikkert havde kunnet.
Der var dog endnu en detalje, som fik indflydelse på Anna og Eugens karakter for deres argentinske tango.
- Som Marianne også var lidt inde på, så var der meget showman-ship over det. Der var ikke så meget intensitet og lukkethed i dansen. Det er de helt små detaljer, det betyder noget nu.