Ups! Sarah Grünewald afslører stor hemmelighed: Bryllup på vej
Ved ”Vild med dans”-pressemødet fredag 15. september ankom Sarah Grünewald som den sidste.
Frisk og veloplagt direkte fra lufthavnen efter en skøn ferieuge i Spanien for at mødes med blandt andre sin medvært Martin Johannes Larsen.
Afslørede hemmelighed
Her kom Sarah Grünewald til at afsløre en sød, romantisk hemmelighed til BILLED-BLADET.
- Jeg har nydt en skøn ferie sammen med min mand Ben, fortalte hun.
Din mand?
- Øh ja – altså vi er faktisk forlovede, afslørede Sarah Grünewald, der i over tre år har været kæreste med musikproducer Ben Kaniewski.
Så nu er der altså et bryllup i sigte for de forelskede par.
Gik på knæ
- For halvandet år siden gik Ben på knæ og friede til mig. Men det er der ingen, der ved, forklarede en lykkelig Sarah Grünewald, der indtil nu har holdt forlovelsen hemmelig for pressen.
Hvornår brylluppet skal stå blev ikke afsløret af ”Vild med dans”-værten, der efter sæson 2023, der har premiere 22. september, stopper i ”Vild med dans”.
Efter 11 sæsoner i værtsrollen.
Glæder mig vildt
- Jeg kan mærke, der skal ske noget nyt, og at jeg skal stoppe, mens jeg stadig elsker det.
- Og jeg glæder mig vildt til denne sæson, forsikrer Sarah Grünewald, der atter har værtsrollen sammen med Martin Johannes Larsen.
Sarah Grünewald har nydt hver eneste sæson.
- Det ”Vild med dans” primært har lært mig, er at stole på mig selv.