Vild med dans dropper fast og elsket tradition
19 sæsoner af det populære underholdningsprogram ”Vild med dans” er indtil videre rullet over skærmen, og når årets udgave går i gang til efteråret, er det derfor en sand jubilæumssæson.
Den nye sæson byder på store overraskelser og ændringer, bl.a. et jubilæumsprogram, hvor der vil være ”gensyn med tidligere 'Vild med dans'-deltagere, tilbageblik på legendariske øjeblikke og naturligvis - masser af dans”, skriver TV 2.
I jubilæumsprogrammet, der ligger i uge 43, er der ingen, der ryger ud. Til gengæld vinder der par, der har flest point på aftenen, immunitet i næste show.
Intet Knæk Cancer-program
Da jubilæumsprogrammet ligger i uge 43, hvor TV 2 og Kræftens Bekæmpelse holder Knæk Cancer-uge, vil der i år ikke være et særskilt ”Vild med dans – Knæk Cancer”-program.
Det betyder også, at ”Vild med dans” ikke gæster Det Kongelige Teater, som ellers har været en fast og elsket tradition i flere år.
Der er dog stadig TV 2's store Knæk Cancer-show, som ses lørdag den 29. oktober på TV 2.
- Knæk Cancer kommer til at sætte fokus på oplysning og indsamling, præcis som vi plejer, men har i år valgt at lave store ændringer på tv-delen. Det kommer blandt andet til at betyde, at vi i år ikke laver et særprogram af ”Vild med dans”, oplyser TV 2.
Dommerne og værterne til årets ”Vild med dans” er allerede på plads, og du kan læse om dem i linket herunder.
Den nye sæson af ”Vild med dans” har premiere den 22. september på TV 2.