17. sep. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Vild med dans-ekspert: Der var flere ting, der kom bag på mig

Nicholas og Karina er ude af "Vild med dans". 
Nicholas og Karina er ude af "Vild med dans".
Foto: Dan Mariegaard
Der blev vendt op og ned på mange ting i program 2 af "Vild med dans", som ifølge BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert, Lone Vandborg, bød på flere store overraskelser.

Fredag aften blev det for alvor spændende i årets ”Vild med dans”, for parrene stod over for deres allerførste ’dødsbanan’.

Det var en aften, der både bød på masser af tårer og overraskelser, og BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert betegner andet program i årets sæson som lidt af en rutsjebanetur på flere planer.

En kæmpe rutsjebanetur

- Ikke alene var det en rutsjebanetur for parrene rent følelsesmæssigt og karaktermæssigt. Det var også en rutsjebanetur hos dommerne, der absolut ikke viste enighed. Anne Laxholm bedømte for eksempel Joel og Jennas dans med et 2-tal, mens Jens Werner gav dem 6. Dommerne var bestemt heller ikke enige i bedømmelsen af Katerina Pitzner og Morten Kjelgaard, som fik både 3 og 6 i karakter for deres dans, fortæller Lone Vandborg.

Dommerne var lidt mere enige i bedømmelsen af Nicholas Kawamuras og Karina Frimodts dans, og sammenlagt med karaktererne fra første program endte de på en samlet og flot andenplads.

https://imgix.billedbladet.dk/_61t8644_0.jpg
Karina og Nicholas, Andrea og Eugen.
Foto: Dan Mariegaard

Derfor var det også meget overraskende, at netop det par endte i en omdans, og at de siden endte med at forlade dansegulvet som det første par i denne sæson.

- Inden program to vurderede jeg, at Andrea og Eugen var kandidater til at ryge ud, fordi han er ny i programmet, og de dermed ikke havde en fanbase på linje med nogle af de andre par, hvor den professionelle danser har været med i årevis, vurderer Lone Vandborg.

Nicholas og Karina var ikke dårligst

Hun er derfor også meget overrasket over, at det lykkedes Andrea og Eugen at få flere seerstemmer end Nicholas og Karina.

- Karina Frimodt er virkelig populær, og at det ikke kunne sikre hende og Nicholas’ overlevelse, kom bag på mig. De vil det jo alle sammen virkelig gerne, men at få en samlet andenplads og alligevel ryge ud af programmet, er virkelig overraskende. Der er ingen tvivl om, at der var flere af parrene, som ikke dansede lige så godt som Nicholas og Karina, men SMS-stemmerne er jo også en del af gamet, erkender Lone Vandborg.

https://imgix.billedbladet.dk/_61t8838.jpg
Nicholas og Karina var knuste over at ryge ud som det første par.
Foto: Dan Mariegaard

Nicholas og Karina var tydeligt chokerede over at måtte forlade konkurrencen som det første par, selv om de samlet lå højt i karakterer. Følelserne sad uden på tøjet hos Nicholas Kawamura, og netop følelserne var noget, der satte sit præg på program to.

- Det var helt tydeligt, at de var knuste over at ryge ud og i det hele taget var alle følelser på spil i aften. Der var rørte tårer, og der var glædestårer. Der var også smertens tårer fra Heidi Frederikke, som kæmpede med svære rygproblemer. Det virkede også som om, at Sonny blev rørt undervejs, bemærkede ”Vild med dans”-eksperten.

https://imgix.billedbladet.dk/_61t7907.jpg
Malene og Caspar
Foto: Dan Mariegaard

Op og ned i karakter

Lone Vandborg bed også mærke i, at der generelt blev vendt op og ned på stillingen efter program 2.

Caspar og Malene fik vendt en syvendeplads i program 1 til en førsteplads i program 2, og Natasha og Thomas fik vendt første uges niendeplads til en tredjeplads.

Omvendt gik det for Joel og Jenna, der lå nummer et i første program, og som fredag aften måtte nøjes med en ottendeplads. Ned ad bakke gik det også for Heidi Frederikke og Michael, som i sidste uge fik en fjerdeplads, og som i program 2 lå helt nede på sidstepladsen.

De ældste er bedst

Der blev med andre ord rykket godt og grundigt rundt på stillingen i de to første programmer af ”Vild med dans”.

Én der dog har klaret sig godt i begge programmer, er Katerina Pitzner, og det er faktisk lidt atypisk.

Idet aldersspændet mellem nydanserne ikke er så stort som tidligere år, er hun med sine 52 år nemlig den ældste, og programmets alderspræsident har i mange sæsoner befundet sig i den tungere del af feltet.

- Det er meget interessant, at de to ældste i programmet ligger på første- og andenpladsen, fortæller Lone Vandborg om Katerina Pitzner og programmets næstældste nydanser, som er 51-årige Caspar Phillipson.

https://imgix.billedbladet.dk/_61t6997.jpg
Katerina og Morten
Foto: Dan Mariegaard

Cecilie Schmeichel fortjener bedre karakterer

Det er ikke kun topplaceringer, der kommer bag på BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert, for det undrer også Lone Vandborg, at Cecilie Schmeichel – igen – ender med en placering nederst i feltet.

- Det var tydeligt, at det var en lettelse for Cecilie Schmeichel på sidstepladsen, at hun gik videre. Jeg synes, hun virker rigtig god for programmet, og jeg synes, hun har været hårdt bedømt af dommerne. Forhåbentlig bliver det til noget anden end en bundplacering næste gang, slutter Lone Vandborg, der ser frem til endnu en vild danseaften på fredag.

https://imgix.billedbladet.dk/_61t8609.jpg
Årets første 'dødsbanan'.
Foto: Dan Mariegaard

Læs mere om: