Vild med dans-ekspert giver sit bud: De ryger i årets første omdans
Sidste fredag blev ”Vild med dans”-sæsonen skudt i gang med et brag af et show, hvor alle 10 par var på gulvet i håb om at imponere dommerne og seerne.
Men hvor det i sidste uge bare var sjov og ballade, bliver det denne fredag langt mere alvorligt!
Her skal det første par nemlig forlade dansekonkurrencen efter bare to uger og to danse på ”Vild med dans”-gulvet.
Her giver BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg sit bud på, hvem der bliver de første til at komme i omdans.
- Det er selvfølgelig svært helt at spå om efter kun én dans, og også fordi det både er sidste uges og denne uges stemmer, der afgør, hvem der kommer i omdans, siger Lone Vandborg.
”Vild med dans”-eksperten pointerer dog, at der er ét bestemt sted i feltet, hvor det er ekstra farligt at ligge, når dommerne har afgivet deres stemmer.
- I tidligere sæsoner har det vist sig, at det kan være rigtig farligt at ligge i midten af feltet, når dommernes stemmer er afgivet, og at det ofte er ”midterparrene”, der ender i farezonen, fordi de bliver lidt glemt, når seerne sender sms-stemmer, og derfor stadig kan risikere at ryge nedad samlet set, hvis de ikke får stemmer nok.
Dét, mener Lone Vandborg, også kan komme til at spille ind fredag, når aftenens omdansere skal findes.
- Jeg tror godt, at Andrea og Eugen kunne komme i omdans, fordi de efter første dans ligger i den farlige midte, og fordi de måske endnu ikke har nået at opbygge en fanbase blandt seerne, nu hvor Eugen også er ny i feltet i år. Derudover tænker jeg, at Caspar og Malene, der også ligger i midten efter første dans, kan risikere at ende i omdansen.
Desuden er der også andre par, der har grund til at være lidt ekstra nervøse inden aftenens omdans.
- Andre i farezonen er selvfølgelig dem, der lå i bunden i sidste uge – Natasha og Thomas samt Cecilie og Damian. Jeg synes, at Cecilie, der i sidste uge havnede allernederst på pointtavlen, fik en hård bedømmelse og havde fortjent bedre karakterer fra dommerne. Efter min mening havde hun en sød udstråling og bevægede sig godt. Jeg tror også, at seerne gerne ser hende videre i programmet, og at hun derfor får mange sms-stemmer og bliver reddet fra omdansen.
Derfor er BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-eksperts bud, at der i aften er tre kandidater til aftenens omdans.
- Jeg tror, at det bliver enten Andrea og Eugen, Caspar og Malene eller Natasha og Thomas, der ender i omdans i aften.
Efter sidste uges premiere mener Lone Vandborg i øvrigt, at vi går en rigtig god og spændende sæson i møde.
- Efter det første program synes jeg virkelig, der er lagt op til en god sæson, hvor især Sonny er et friskt pust i dommerpanelet. Desuden virker det efter første dans, som om de 10 par er ret tæt på hinanden i niveau fra start, så det bliver virkelig spændende at følge deres udvikling.
”Vild med dans” bliver sendt kl. 20 fredag aften på TV 2.