Vild med dans-ekspert havde set det komme: Alligevel var det ikke fair
I program tre af ”Vild med dans” måtte musicalstjernen Andrea Lykke sige farvel til programmet.
Selv om BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg havde regnet med, at hun ville ende i omdans, er hun ikke helt enig i aftenens resultat.
Flot fremskridt
BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg var generelt imponeret over alle ni pars evner på dansegulvet i program tre.
- Det var en aften, hvor alle ni par havde taget et ryk fremad. Der var virkelig sket store fremskridt i deres danse, fortæller Lone Vandborg.
Ikke fair
Samtidig peger hun også på, at Andrea Lykke faktisk danser sin bedste dans i programmet.
- Jeg havde jo selv tippet, hun ville komme i omdans, men som aftenen skred frem, var det ikke særlig fair, for jeg synes, hun var klart bedre end flere af parrene. Hun dansede klart bedre, end hun har gjort tidligere i programmer, fortæller hun og fortsætter:
- Det er lidt mærkeligt at sige, efter jeg selv har tippet på, hun ville ende i omdans, men i sidste uge dansede hun ikke igennem. Laxholm sagde jo også velkommen til programmet i aftenens program. Det var den følelse, man havde. Det var først nu, hun virkelig var til stede i dansen.
Andrea Lykkes flotte dans blev også understreget ved, at dommerne gav hende 25 i karakterer, så hun endte på en fjerdeplads.
Svær at blive klog på
Hun lægger dog også vægt på, at der ikke altid var enighed blandt de fem dommere.
- Det var en aften, der var svær at blive klog på, fordi dommerne var uenige flere steder. Der var et par steder, hvor dommerne ligger tre karakterer væk fra hinanden. Der var et par steder, hvor de var hårde, og der var steder, de var lidt for gavmilde. Men der var en ting, hvor vi alle kan være enige, og det var, at Caspar leverede en forrygende quickstep, fortæller Lone Vandborg.
Suveræn topkarakter
Caspar Phillipson fik topkarakter med hele 37 fra dommerne for sin quickstep med partner Malene Østergaard.
Det er 11 mere i karakter end de to par på andenpladsen, der begge fik 26 i karakterer. Men ifølge BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert er der en god forklaring på det.
- Det virker som et voldsomt stort spring ned til de to par på andenpladsen, men det sker, fordi dommerne er sikre på, at de vil have, det skal være aftenens bedste dans, og når fem dommere går en karakter ekstra op for at være sikker på det, bliver der et stort spring. De ville bare vise, hvor flot en dans, det var. Det var en superflot quickstep, selv hvis det havde været en finaledans, fortæller hun.
Hun understreger også, at den her sæson kan byde på masser af overraskelser.
- Endnu en rutsjetur i følelsernes vold er ovre, og den her ”Vild med dans”-sæson ser meget lige ud. Ingen kan føle sig sikre. Eksempelvis har Cecilie og Heidi Frederikke ikke været i omdans endnu, men de ligger ret lavt. Det virker som om, at alt kan ske i den her sæson, fortæller Lone Vandborg.