Vild vals i vente i Vild med dans: Jenna og Joel skal giftes
Fredag venter endnu en spændende aften i ”Vild med dans”, og for Jenna Bagge og dansepartneren Joel Hyrland bliver det formentlig lidt mere nervepirrende, end det plejer.
Parret kæmper nemlig for overlevelse, efter de i sidste uge endte i omdans.
En anderledes uge
- Jeg ved ikke, om jeg føler ekstra pres, men jeg har haft ekstra fokus. Vi har altid været lidt på forkant med de næste danse. Den her uge har vi haft knivskarpt fokus på fredagens dans og ikke så meget på de næste ugers koreografi, fortalte Joel Hyrland tirsdag aften, da han og Jenna Bagge var til gallapremiere på ”Hvor flodkrebsene synger”.
- At være i omdans kan både være skidt og godt, og vi har tænkt det som vores chance til lige at få vist, at vi mega gerne vil fortsætte. Når folk kigger på os på fredag, håber vi, de ser, at vi virkelig vil det, og at vi knokler for projektet, fortalte Jenna Bagge.
Giftes på dansegulvet
Parret skal fredag aften på gulvet i en vals, og man kan godt glæde sig til at se en lidt anderledes én af slagsen.
- Vi skal faktisk giftes! Det glæder vi os til, fortalte Jenna om koreografien til valsen. Under dansen har hun derfor også en hvid kjole på, som skal ligne en brudekjole.
- Vi har arbejdet på at stå tæt sammen. Jenna bandt min albue fast til sin i dag for at statuere et eksempel på, hvor tætte vi skal være i den vals, fortalte Joel Hyrland om dansetræningen.
Også på lydsiden er der dømt romantik under valsen, for de skal danse til Tim Christensens kæmpehit "Right Next to The Right One", der er kendt fra dramaserien "Nikolaj og Julie".
Præcis hvordan det kommer til at se ud, når parret skal giftes i ”Vild med dans”, kan man se fredag aften.