Voldsom seer-kritik af Xander i Voice
Det er absolut ikke altid let at være den yngste, og heller ikke når man som sidst ankomne i "Voice - Danmarks største stemme" er fjerde hjul i et panel af erfarne musik-personager.
Xander har endnu ikke fundet sig helt til rette i programmet, skal man tro kritikken fra seerne, og som den nye blandt programmets coaches har den unge musiker tilsyneladende en del at leve op til.
Den 24-årige debutant i "Voice" og søn af sang-ikonet Anne Linnet får da også en del modstand af sine med-coaches. Men det er intet at sammenligne med det, han må lægge ryg til fra kritiske seere.
Ifølge BT, der har samlet en del tråde fra sociale medier som Facebook og deres egen hjemmeside, hagler kritikken tilsyneladende ned over den unge Xander.
"Kunne der ikke findes en bedre dommer?"
"Han er så pisse irriterende".
"Lene, bare giv ham tørt på".
"Xander er jo ganske forfærdelig".
"Jeg forstår ikke, at i har valgt at få Xander ind som coach. - Han skal ud af det program".
"Usympatisk, selvglad, og undskyld, men meget kedelig at se på. Amen. Xander er jo bare for selvfed."
"Han tager ordet som den første, hver gang stolene vender sig, også selv om han ikke har valgt en sanger, meget upassende!"
Trods sin unge alder svarer Xander gerne igen og forsvarer sin tilstedeværelse i programmet ganske utvetydigt:
- Jeg er måske lidt mere direkte, end folk er vant til. Hvis folk spørger, hvad jeg tænker, så siger jeg det, når det handler om musik. Så kan folk kalde det selvsikkerhed, men selvfølgelig er jeg da selvsikker inden for mit felt.
Og ingen skal være i tvivl om, at har Xander noget på hjertet, så skal han nok komme frem med det.
- Hvis folk beder om min mening, så har jeg tænkt mig at give den. Jeg gider ikke sidde og pakke det ind, fortæller den 24-årige "Voice"-coach.
Efter lørdagens show mangler Xander to på sit hold for, at det er fuldtalligt.
L.O.C. og Lene Nystrøm mangler ligeledes to, mens Sharin Foo kun skal finde én mere for at have et fuldt hold.