X Factor-Aksel har taget en stor beslutning
Danskerne lærte den charmerende unge Aksel Kempf at kende i "X Factor", hvor han i sæsonen 2020 spillede sammen med Magnus.
Selv om duoen ikke klarede sig helt til finalen, er drømmen om at leve af musikken absolut ikke slukket for Aksel.
Musik i kalenderen
Han har nemlig taget en stor beslutning, der har gjort, at musikkarrieren har fået frit spil.
Den unge musikerspire er nemlig rykket fra Odense til København. Det afslører han i et opslag på sin Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Aksel afslører at flytningen har givet plads til en meget vigtig ting.
"Nu har jeg endelig kun musik i kalenderen," skriver han til billedet og oplyser også, at han er faldet godt til i hovedstaden.
Flyttet fra mor
Flytningen har også betydet, at han har sagt farvel til barndomshjemmet og mor Lone Skjoldaa i Odense.
Men Lone Skjoldaa, der er tidligere vejrvært på TV 2, kan sagtens tage lidt af æren for, at hendes søn har prioriteret musikken.
Det var hende, der meldte ham til "X Factor", som må siges at have skudt hans musikalske karriere i gang.