
To tv-darlings slår pjalterne sammen: Natasja Crone og Johannes Langkilde særligt udvalgt

Den 4. maj er det 80 år siden, at Danmark blev befriet fra de tyske tropper under Anden Verdenskrig.
Det skal naturligvis markeres med en mindehøjtidelighed, og i den anledning er tv-værterne Natasja Crone og Johannes Langkilde blevet udvalgt til at stå i spidsen for programmet ”Danmark tænder lys - Befrielsen 80 år”, hvor de to tv-kanaler DR og TV 2 slår sig sammen.
Det afslører tv-kanalerne i en fælles pressemeddelelse.
- Jeg er både stolt og beæret over at være en del af denne helt særlige dag. Det bliver en eftermiddag og aften med historiske billeder og levende fortællinger fra dem, der selv oplevede befrielsen. Vi bringer reportager fra mindehøjtideligheder over hele landet, men vi ser også fremad og spørger, hvad vi i dag kan lære af det, der skete for 80 år siden, og hvordan vi værner om vores frihed i en ny tid. Jeg er meget glad for at være med til at formidle det hele sammen med Natasja, lyder det fra Johannes Langkilde, der er vært på DR.
Natasja Crone, der er vært på TV 2, mener, at det er en vigtig markering, som hun håber folk vil følge med i på dagen.
- I en tid hvor der igen er krig i Europa, er der rigtig god grund til at stå sammen om vores frihed og værdier i Danmark. Værdier, vi aldrig kan tage for givet. Vi håber derfor også, at hele Danmark vil være med, når DR og TV 2 sammen fejrer friheden, mindes nogle voldsomme år af danmarkshistorien og sætter lys i vinduerne, som nogle gjorde på befrielsesaftenen for 80 år siden, og mange stadig gør, siger Natasja Crone, vært på TV 2.
Ifølge programmet vil kongefamilien deltage i mindehøjtideligheden sammen med krigsveteraner. Der vil være tale fra statsminister Mette Frederiksen, og der er lagt op til fællessang med DRs pigekor.
