Camilla Ottesen er vært på nyt blomsterprogram
Der bliver designet blomsterdekorationer til den helt store guldmedalje i den nye programserie ”Blomster til stjernerne”, der går i luften onsdag aften på TV3 Puls.
Det er Camilla Ottesen, der er vært, når tre hold dygtige blomsterdekoratører skal kreere fantasifulde dekorationer til en række kendte danskere.
Selv er den 42-årige TV-vært ikke selv specielt talentfuld, når det handler om at have grønne fingre, og derfor er der heller ikke et helt blomsterrige at finde i hendes egen private have.
Camilla Ottesen mangler blomster i haven
- Vi har slet ikke nok blomster derhjemme, for jeg synes, det er så dyrt. Men som nogle af floristerne sagde til mig, så vil jeg jo gerne give 40 kroner for en kop kaffe, men ikke for en staude, der kan stå der resten af livet, siger Camilla Ottesen med et smil til BILLED-BLADET.
”Blomster til stjernerne” har premiere på TV3 Puls onsdag aften kl. 21.00.
I det første program skal floristerne dyste om at vinde en stor blomsteropgave for Master Fatman.
I de efterfølgende programmer kan seerne møde Alexander Kølpin, Adam Duvå Hall, tattoo-drengene Morten og Jonas, bryllupsarrangøren Christel Winther og kunstneren Kristian Hornsleth.