24-årig Paradise Hotel - deltager død af kræft
Paradise Hotel - deltageren Tinna Jakobsen fik konstateret kræft i livmoderen i 2011, og nu har den 24-årige kvinde tabt kampen mod sygdommen. Det skriver folkene bag den indsamling, der skulle hjælpe Tinna Jakobsen til alternativ behandling, på indsamlingshjemmesiden.
Flere andre Paradise Hotel - deltagere udtrykker deres sorg og forfærdelse over Tinna Jakobsens tidlige død. Susan K. er en af dem.
- Mange tusinde tak til alle, der hjalp med donationer til vores alle sammens solstråle Tinna Jakobsen R.I.P din dejlige sjæl ... Jeg ved du er et bedre sted lige nu ! Trods vi kæmpede for indsamlinger på kryds og tværs, var det desværre for sent alt vores arbejde har ikke været forgæves ! Der er penge til den lækreste begravelse, som den prinsesse du var, samt vi nu kan donere resten af pengene, til et menneske i lignende situation, eller Kræftens Bekæmpelse ! I de kommende dage vil familien, samt venner venligst bede pressen om en anelse fred og respekt ... Hvil i fred, smukke dronning.
Også Amalie Szigethy udtrykker sin sorg på Facebook over Tinna Jakobsens død.
- Alle mine tanker går til Tinna Jakobsen familie. RIP. Hvil i fred og må dit smukke væsen ha det godt der hvor du er nu. Ganske enkelt forfærdeligt hvad kræft gør. Pas på dig selv derude.
Den tidligere Paradise Hotel - deltager fik konstateret livmoderkræft for to år siden. Dengang var lægerne meget optimistiske. De fjernede Tinnas livmoder, hun blev herefter erklæret rask, og efterfølgende valgte hun at tage til Mexico for at deltage i Paradise Hotel. En oplevelse, hun selv har beskrevet som sit livs rejse.
Men da hun igen er tilbage til Danmark, bliver hun indlagt med stærke mavesmerter. Lægerne konstaterer herefter, at kræften ikke er væk. I det hul, hvor hendes livmoder sad, er der vokset sig en 5x9 centimeter stor knude. Hverken kemobehandlinger eller stråling hjælper, og lægerne måtte opgive at helbrede tidligere Paradise Hotel - deltageren Tinna Jakobsen.