En gæld på 351.000 kroner spolerede Mathias' fremtidsdrømme: Sådan går det efter Luksusfælden
23-årige Mathias har opbygget en enorm gæld, hvilket især skyldes fortidens fejltagelser.
Da han var yngre røg og solgte han hash, hvilket medførte at han ragede uklar med nogle ubehagelige typer, som truede ham og bad ham betale 25.000 kroner.
Mathias fik lånt og betalt pengene gennem to af sine venner, men han har endnu ikke betalt vennerne tilbage.
De er dog langt fra de eneste, som Mathias skylder penge.
Og især én gældspost skiller sig ud.
Mathias skylder således 194.000 kroner i togbøder.
Årsagen er, at han har været udsat for identitetstyveri, hvilket har medført en masse togbøder, som han ikke selv står bag, men som er lavet i hans navn.
DSB gav ham mulighed for at notere, hvilke der ikke var hans, så de kunne blive fjernet, men dovenskab betød, at han aldrig fik udfyldt dokumentet - og gælden er nu sendt videre til Gældsstyrelsen.
Mathias' samlede gæld lyder på intet mindre end 351.000, men trods den enorme gæld bruger han penge på cigaretter og køber vand på flaske, da han ikke vil drikke vand fra hanen.
Sammen med kæresten Carma drømmer Mathias om at flytte tættere på København, hvor han gerne vil studere, men den enorme gæld er en stopklods for de drømme.
Carma er bekymret for, om Mathias forstår, hvor slemt det står til - og hvor stor en stopklods hans gæld er for deres fælles fremtidsdrømme.
Men måske kan "Luksusfældens"-eksperter hjælpe med at rette op på Mathias' økonomi?
Da Kenneth Hansen og Mette Reissmann gennemgår hans økonomi står det klart, at Mathias slet ikke afdrager nok på sin gæld, hvilket betyder at den blot stiger yderligere.
Derudover undrer de sig også over, at han hver måned bruger penge på online casino, mens han samtidig ingen forsikring har.
Han får dog ros for, at han i sit budget sætter penge af til en opsparing - men det viser sig, at pengene på opsparingen hurtigt forsvinder, hvilket betyder at der blot står 33 kroner på den.
Eksperterne gør det desuden hurtigt klart for parret, at det bliver meget svært for dem at komme tættere på København, da de kun har råd til en husleje på 7000 kroner om måneden.
Parret må derfor blive boende i et stykke tid, mens Mathias også må nøjes med at læse HF på enkeltfag, da han skal arbejde fuldtid for at nedbringe gælden. Derudover skal han igen tage kontakt til DSB i et forsøg på at få nedbragt den enorme togbøde-gæld.
Da Kenneth Hansen besøger parret igen efter to måneder, er der kommet bedre styr på økonomien, men de store togbøder lever fortsat i bedste velgående.
Men det er der ved at blive lavet om på nu.
For da BILLED-BLADET snakker med Mathias kan han fortælle, at der er sket en udvikling, efter han har anket sagen til Gældsstyrelsen. Den første togbøde, som han ikke selv fik, blev for nyligt slettet - og han håber nu på, at det samme vil ske med resten. I så fald vil gælden blive nedbragt med intet mindre end 150.000 kroner.
Desuden har Mathias fået et nyt arbejde, hvor han tjener mere, mens han også er begyndt at spare op.
Parret er blevet enige om at blive boende et stykke tid frem for at søge ind mod København i den nærmeste fremtid.