Jan Swyrtz forlader Luksusfælden - her er afløseren
Mette Reissmann får i Luksusfældens femte sæson, der vises i efteråret på TV3, en ny kollega. Jan Swyrtz har ønsket at stoppe og bliver erstattet af 39-årige Gustav Juul, der er civiløkonom og har eget firma. Han har desuden været ti år i militæret.
- Om jeg så er skrap? Ja, det kan mine børn godt finde på at sige, smiler Gustav, der er gift og har to børn. Han er glad for samarbejdet med Mette, som han synes er "dygtig og behagelig at være i selskab med". Også Mette er glad for sin nye makker.
- Gustav har "ramt jorden løbende", som man siger. Han er gået direkte ind i programmet med et engagement og en professionalisme, der er smittende. Han har et naturligt talent for at forstå problemerne, som de medvirkende i programmet står i. Vi skal nok blive et godt makkerpar og sikre programmets fortsatte succes, siger Mette.