Lene Hansson snød døden og helbredte sig selv
Lene Hansson, som blandt andet er kendt for TV3-serien "Du er hvad du spiser", tænkte for nogle år siden, at det nok ville være fornuftigt at tage en helbredsundersøgelse, efter at en veninde døde af kræft. Men heldbreds-tjekket havde ikke det resultat, som hun havde håbet på. Hvad kunne der være galt med hende, når hun levede et sundt liv?
I slutningen af 2009 fik hun den hårde tilbagemelding, at der var problemer med den ene hjerteklap, og hvis hun ønskede at leve længe, ville en operation være nødvendig. Men Lene Hansson havde svært ved at tro på lægernes dom. Derfor tog hun sagen i egen hånd, og det kastede hende ud i en lang følelsesmæssig rutsjetur.
- Naturligvis er lægerne dygtige, men da de i mine ører begyndte at vrøvle og give uklare meldinger om mit hjerte, vidste jeg, at jeg var nødt til selv at finde til bunds i det, fortæller hun til magasinet Psykologi.
Fokuserede på sig selv
Lene Hansson begyndte at kigge ind i sig selv. Kunne problemet have en psykologisk årsag?
- Ingen af de læger, jeg talte med, spurgte f.eks., om jeg havde stress, på trods af at symptomerne er de samme som ved hjertesygdommen. Og jeg havde faktisk stress.
Derefter tog hun orlov i et år. Alt fokus var flyttet fra hendes forretninger og aktiver til hende selv. Hun fik snakket med terapeuterne om sine psykologiske problemer, fik grædt ud - og det hjalp. Nu er hun erklæret rask, og behøver kun at gå til et årligt tjek på hospitalet.
- På Rigshospitalet kan de ikke forstå, hvad der er sket, og mener, at der må være tale om en fejl, siger Lene til Psykologi.
Lene Hansson har skrevet en bog om hendes oplevelser, der hedder "Min Hjertesag", der udkommer den 6. juni.