Lotte Reimar i Masterchef: Jeg er virkelig på glat-is
- Jeg er god til mange ting, men ikke til at lave mad. Min mor er sindssyg god til at lave mad, men jeg ligner mest min far, som overhovedet ikke kan lave mad. Så jeg er virkelig på glatis, siger Lotte Reimar, datter af Johnny og Annie Reimar.
Lotte Reimar er med i den nye sæson ”Masterchef”, der har premiere på TV3 på mandag, og udfordringerne i køkkenet har været en oplevelse ud over det sædvanlige.
- At være med i ”Masterchef” kommer ind på en 2. plads efter at have født mine børn. Jeg lærte mere om at lave mad de dage, end jeg har gjort på et langt liv. Det var simpelthen så lærerigt, og der var et eller andet, som for første gang begyndte at give lidt mening. Jeg fik en aha-oplevelse, siger Lotte.
”Masterchef” har denne gang undertitlen ”Dommernes Duel” og er en smule anderledes end de forrige sæsoner. Hver af de tre ”Masterchef”-dommere har hver en uge i køkkenet med seks madglade deltagere, inden de to kandidater findes til finalen om trofæet.